Vedtægter
Vedtægter for Værløse-Farum Cykleklub - VFC
KAP. I
Navn, hjemsted og formål
§ 1
Klubbens navn er "Værløse-Farum Cykleklub", kaldet VFC.
Klubben er stiftet den 18. juni 1979 og er hjemmehørende i Furesø Kommune.
Klubben skal være medlem af Danmarks Cykle Union – DCU.
§ 2
Klubbens formål er at virke til gavn og glæde for medlemmerne i forhold til cykling, såvel cykelløb som motionsløb, samt virke til en forbedring af cyklisternes forhold i Værløse-Farum området.
KAP. II
Foreningens medlemmer
§ 3
Som medlem kan enhver optages, der ønsker at dyrke eller støtte cykelsporten i overensstemmelse med § 2.
§ 4
Kontingentrestance udover 6 måneder kan medføre fratagelse af medlemsskabet i klubben.
§ 5
Et medlem, som efter bestyrelsens skøn optræder på en for klubben eller i sportslig henseende anstødelig måde, kan blive meddelt forbud mod deltagelse i klubarrangementer. I gentagelsestilfælde kan medlemsskabet i klubben blive frataget. Eksklusionstilfælde forelægges på den førstkommende generalforsamling, hvis det ekskluderede medlem ønsker det.
KAP. III
Foreningens ledelse
§ 6
Generalforsamlingen er øverste mundighed i alle klubbens anliggender og dens beslutninger gyldige uanset de mødendes antal. Alle afgørelser på generalforsamlingen træffes ved alm. stemmeflertal. Skriftlig afstemning kan foretages, når dirigenten, bestyrelsen eller mindst halvdelen af de fremmødte medlemmer ønsker det.
§ 7
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned, og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved skriftlig indkaldelse til alle medlemmer. Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Dagsorden for ordinær generalforsamling:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab.
4. Fastsættelse af kontingent efter forslag fra bestyrelsen.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Valg af bestyrelse, bestyrelsessuppleanter, revisorer og revisorsuppleanter i henhold til efterfølgende § 11 og § 12.
7. Oplæg for den kommende sæson.
8. Eventuelt.
§ 8
På hver generalforsamling vælges som pkt. 1 en dirigent, der leder forhandlingerne og påser, at foreningens vedtægter overholdes, samt at kun de sager, der er opført på dagsordenen kommer til afgørelse. Dirigenten foranlediger en protokol over forhandlingerne optaget, som ved hans underskrift får retsgyldighed.
§ 9
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen beslutter det eller når mindst 1/3 af medlemmerne stiller skriftligt forlangende herom. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes som nævnt i § 7.
§ 10
Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Kun medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen.
§ 11
Bestyrelsen består af op til 9 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling. Tillige vælges 2 bestyrelsessuppleanter. Alle valg er gældende for en 2-års periode. Formand, næstformand og kasserer vælges særskilt på generalforsamlingen. Genvalg kan finde sted. Formand, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant afgår i lige årstal. Næstformand, 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant afgår i ulige årstal. Bestyrelsen konstituerer sig selv udover formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen fastsætter selv forretningsordenen for sit virke. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden samt mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed afgør formandens (ved dennes fravær, næstformandens) stemme udslaget. Bestyrelsen kan suppleres med to rytterrepræsentanter, der har tale- og stemmeret.
§ 12
Klubben tegnes af formanden eller næstformanden plus 2 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen er ulønnet, men kan antage den lønnede medhjælp, man finder fornøden. Klubbens arbejde og aktiviteter kan foregå i grupper. Arbejdsgrupperne nedsættes af bestyrelsen, som ligeledes fastsætter arbejdsgruppernes kompe-tence.
KAP. IV
Regnskab og revision.
§ 13
Klubbens regnskabsår er kalenderåret.
§ 14
På den ordinære generalforsamling vælges 2 revisorer og 2 revisorsuppleanter. Valgene er 2-årige efter samme regler, som gælder for valg til bestyrelsen.
KAP. V
Klubbens opløsning.
§ 15
Opløsning af klubben kan kun vedtages på en i dette øjemed ekstraordinær generalforsamling, hvortil medlemmer er indkaldt med sædvanligt varsel. Til vedtagelse kræves, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget. Opløses klubben, tilfalder ejendele og midler Danmarks Cykle Union. Således vedtaget på generalforsamlingen den 2. marts 2000.
Ivan Laurberg Hansen / Kurt Bork Christensen
Dirigent Formand